Eksperterne bag varmen
Mød Vores Gusmestre
Maria Fagranes
Maria skaber guidede og nærværende saunaoplevelser, hvor hver session tager udgangspunkt i et tema og formes intuitivt ud fra rummet og det, der rører sig.
Med varme, åndedræt, musik og duft guider hun deltagerne ind i kroppen og væk fra tankemylderet, mod en dybere kontakt med det, der er til stede i nuet. Hendes gus bevæger sig mellem det bløde og det intense, groundende og trygt, men med dybde og kraft.
Maria bringer ofte temaer ind i rummet, fx at give slip, finde ro eller skabe ny energi - og inviterer deltagerne til at slippe og bare være.
Med en baggrund som DJ og uddannelser inden for shamanisme arbejder hun bevidst med varme, lyd og rytme som en del af oplevelsen. Musikken følger varmen og skaber et flow, der fordyber tilstedeværelsen. Hos Maria kan du forvente en sanselig og transformerende gus, hvor du går derfra mere rolig, klar og forbundet.
Nick Nielsen
Nick er en erfaren gusmester, der arbejder med energien i rummet fra start til slut. Musikken er central – den sætter stemningen og trækker dig med ind i en oplevelse fyldt med gode vibes og stærk energi.
Nick møder dig, hvor du er. Men er du klar, så udfordrer han dig også – så du virkelig mærker det. Det er intenst, ægte og med god energi hele vejen igennem.
Og når det er slut, står du tilbage med sved på kroppen, ro i hovedet og følelsen af, at noget har flyttet sig.
Bettina Barkow
Bettinas gus-sessioner er kendetegnet ved en meditativ og sanselig atmosfære, hvor rolig, afslappende musik danner rammen for en dyb, indre fordybelse. Med et særligt fokus på åndedrættet guides deltagerne ind i en tilstand af nærvær og indre ro.
Temperaturen ligger i den varme ende af skalaen og inviterer kroppen til at give slip på spændinger, mens sindet gradvist falder til ro.
Sessionerne skaber et trygt rum, hvor der er plads til at koble af, mærke sig selv og finde tilbage til balancen mellem krop og sind.
Danny Fogel
Varme er ikke bare temperatur. I de rigtige hænder bliver den et rum — til at slippe, mærke og vende hjem til sig selv.
I Dannys gus er der ikke noget du skal præstere. Du skal ikke være noget for nogen — ikke kollega, forælder, partner eller ven. Du er her for dig selv.
Gennem varme, dufte, vejrtrækning og musik skabes et rum med fokus på forskellige elementer, som f.eks. hjertet, selvkærlighed, taknemmelighed, ro og jordforbindelse.
Danny lever selv i spændet mellem det datadrevne og det spirituelle — fra longevity og kropsoptimering til tantra og åndedrættet. Det spænd bringer han med ind i saunagusen.
Toke Brunvand
Musikken er omdrejningspunktet i Tokes saunagus. Intensitet, varme, dufte, vifteteknikker og guidning afspejler den stemning, musikken skaber.
Toke lægger stor omhu i at sammensætte sine playlister og i at lade de øvrige elementer understøtte en sanselig og sammenhængende oplevelse. Samtidig faciliterer han en bevidst opbygning af mental robusthed.
Gennem saunagusen inviteres deltagerne til at arbejde med deres relation til stress, smerte og følelser – både i varmen og som redskaber, der kan tages med ind i hverdagen.
Katrin Pryce
Inner peace
Katrins sauna-sessioner har fokus på at skrue ned for tempoet og skabe plads til bare at være med det, der er. Med en baggrund som trauma informed breathwork instruktør arbejder hun med åndedrættet i samspil med varme og kulde for at blødgøre kroppen og nervesystemet, så der kan gives slip og skabes ro.
Musikken er ofte blød, meditativ og ceremoniel med inspiration fra oprindelige kulturer og lyduniverser fra forskellige verdenshjørner. Hertil arbejder hun intuitivt med urter, røgelser og essentielle olier for at skabe en sanselig og jordnær oplevelse.
Dorthe Birkholm
Nærvær, energi og stemning er omdrejningspunktet i Dorthes saunagus.
Gennem varme, dufte og musik skaber hun en oplevelse, hvor deltagerne kan koble af fra hverdagen og være til stede i nuet.
Dorthe er fascineret af den energi, vi møder os selv og hinanden med, og hvordan selv små ændringer i mindset og tilstedeværelse kan påvirke vores velvære. Denne interesse afspejler sig i hendes sessioner, hvor musik, varme og atmosfære går hånd i hånd.
Med fokus på fællesskab, varme og god energi ønsker hun, at deltagerne forlader saunaen med fornyet overskud, et smil på læben og følelsen af at have gjort noget godt for sig selv.